Supernova


Kort forklaring: En supernova er den voldsomme eksplosion af en stjerne, når den ender sit liv (Klik på billedet for at se én, og skru op for lyden) .

Stjerner skinner ved at forbrænde hydrogen til helium. Den energi der dannes forhindrer stjernen i at kollapse unden sin egen tyngdkraft. Når der ikke er mere brændstof — efter en relativ kort periode hvor den forbrænder tungere grundstoffer — kollapser stjernen.

Mens en let stjerne, dvs. en der ikke vejer mere en omtrent 8 Solmasser, danner en hvid dværg, kan for en tungere stjerne intet forhindre katastrofen: Det ekstreme tryk presser elektronerne ind i protonerne, hvilket får den indre kerne til at kollapse videre til en neutronstjerne. Selvom denne stjerne kun har en radius på 10 km, vejer den typisk mellem 1.5 og 2 gange så meget som Solen. Dvs. at én cm3 vejer over 100 millioner tons.

Resten af den oprindelige stjernes masses lander på neutronstjernens kompakte overflade og tilbagekastes i en fantastisk eksplosion. Lysstyrken blusser voldsomt op og aftager dernæst gradvist. Ved maximal lysstyrke kan en supernova skinne kraftigere end en hel galakse, der i sig selv består af 100 milliarder af stjerner.

Den eksploderende stjernes ydre lag blæses udad i en radioaktiv sky. Denne sky, der er synlig lang tid efter at selve eksplosionen er overstået, danner en supernovarest.

Hvis neutronkernen vejer mere end 2 – 3 Solmasser kan ikke engang trykket fra neutronerne holde den oppe, og den kollapser til et sort hul.

Historisk set er supernovaer blevet kaldt novaer eller nye stjerner, mens kineserne kaldte dem gæstestjerner. Vigtige supernovaer gennem tiderne var

  • i 134 f.Kr., observeret af Hipparchus, hvilket fik ham til at lave et katalog over stjernernes position;
  • i 1054 e.Kr. i Tyrens tegn, efterladende supernovaresten Krabbetågen. Den blev observeret i flere dage af kineserne og Pueblo indianerne i New Mexico, men tilsyneladende ikke af en eneste europæer. Klik på billedet for at se en animation af denne supernova (3.8 Mb, credit: ESA/Hubble, M. Kornmesser & L. L. Christensen).
  • i 1572, observeret af Tycho Brahe, som fandt ud af, at objektet lå i en afstand der var sammen lignelig med stjernernes, hvorved han viste at stjernehimlen ikke var evig og uforanderlig.