Brevkasse

Om årsagen til tyngdekraften


Svaret:

Vi kan se at afstandene mellem stoffet i Universet hele tiden øges, først med aftagende hastighed og indenfor de seneste par mia. år med tiltagende hastighed. Hvis alt stoffet i sig selv også udvidede sig, proportionalt med Rummets udvidelse, ville vi stadig kunne se det, da accelerationen især er målt ved at se på, hvordan klarheden af fjerne supernovaer aftager med afstanden. Den absolutte størrelse af "små" ting som planeter og stjerner kan kun bestemmes meget tæt på os, stort set kun i vores egen galakse, så vi har ikke rigtig nogen mulighed for at se om de skulle have ændret sig gennem tiden.

Det er rigtigt, at hvis man målte en eller anden absolut størrelse, som f.eks. afstanden mellem to galaksehobe, kontinuerligt gennem tiden, og hvis denne afstand voksede samtidig med at ens lineal voksede, så ville man ikke kunne opdage det. Men det gør vi jo heller ikke, for vi har kun målt sådan noget i en forsvindende lille andel af Universets alder. I stedet kan man f.eks. kigge på gennemsnitlige afstande mellem hobe tæt på, dvs. i den senere tid af Universet levetid, og sammenligne med afstande for hobe langt væk, dvs. for mia. af år siden. Og her bruger vi så at sige den samme lineal, og kan se at afstandene øges med den forventede faktor, svarende til Universets udvidelse.

Hvis en galakse udvidede sig med samme faktor, så ville enten overflade- lysstyrken af en galakse falde med tiden, eller også ville den samlede lysstyrke tiltage med tiden. Det første observeres ikke (udover det som man ville forvente for galakser der ligger længere og længere væk), mens det sidste ville kræve at der kontinuerligt skabtes flere klare stjerner end der døde (eller også skulle der opstå energi ud af ingenting, men det er vi ikke glade for at antage).

Jeg kan ikke helt se hvordan en kontinuerlig udvidelse skulle kunne opleves som en tiltrækning. F.eks. ville det ikke kunne forklare, hvorfor et objekt der bevæger sig i en lige linie langt fra alting, pludselig afbøjes fra sin bane, når den nærmer sig et andet objekt. Eller hvorfor Merkur, der ligger tæt på Solen, bevæger sig hurtigere rundt om Solen end Jorden, der ligger længere væk. Eller noget så jordnært som hvorfor et æble falder nedad (med mindre du mener at udvidelsen er så hurtig, at æblet of Jorden simpelthen vokser "ind i hinanden". Men så ville to æbler, der ligger ved siden af hinanden på et bord også vokse ind i hinanden).

Håber det forklarer hvorfor jeg ikke tror at alting udvider sig. Hvis jeg har misforstået spørgsmålet, må du bare skrive igen.

Bedste hilsener,
Peter

Videre korrespondence

Torben skriver:
Det med Merkur har jeg ikke lige en forklaring på, men det med æblet og jorden, der vokser ”ind i hinanden” var faktisk det jeg mente – det frie fald kunne måske ses som jorden og æblet vokser ”ind i hinanden” fordi stoffet vokser hurtigere end rummet. Hvis to æbler ligger på et bord så vil bordet vokse nøjagtig lige så meget som æblerne og derfor vil det tilsyneladende se ud som afstanden mellem æblerne ikke ændrer sig.

Og jeg svarer:
Ja okay, det er selvfølgelig rigtigt at de to æbler ved siden af hinanden ikke nærmer sig hinanden, hvis også bordet og rummet mellem dem og vores lineal vokser med samme faktor. Og hermed har vi så bevist, at din teori desværre ikke virker. For hvad er forskellen på to æbler ved siden af hinanden på et bord, og to æbler over hinanden i luften? Rummet mellem dem i luften burde jo også udvide sig med samme faktor, og vi burde derfor opleve, at de blev hængende i luften. Eller sat op på en anden måde: hvis vi løfter bordet med æblerne i den ene ende, hvorfor begynder de så at trille hen ad bordet? Eller på en tredje: hvis alt udvider sig med samme faktor, svarer det simpelthen til, at vores grund-måleenhed krymper med denne faktor, og det bør ikke give anledning til nogen bevægelse i nogen retning.