Forskning

Forskning

Du kan altid skrive til , hvis der er noget du vil vide mere om.



Lyman α strålingstransport:

Min største interesse ligger i computersimuleringer af hvordan en bestemt slags ultraviolet lys kaldet Lyman α rejser gennem Universet. Når galakser dannes udsender de store mængder af Lyα-fotoner, som, hvis vi kan fortolke observationerne af dem rigtigt, kan fortælle os meget om hvordan galakser blev dannet, og hvilke fysiske forhold der herskede dengang. Og galakser er dødspændende, og usandsynligt smukke. Under min Ph.D. udviklede jeg et computerprogram ("MoCaLaTA") der simulerer Lyα-strålingstransporten (RT, for "radiative transfer") i det interstellare medium (den tynde gas mellem stjernerne), som har gjort det muligt at forudsige og fortolke udseendet og spektret af unge galakser, og dermed fortælle os om deres natur.
  •   • Ph.D.-forskning(endnu kun på engelsk)
  •   • Lyα-stråling
  •   • Strålingstransport

  • Reionisation af Universet:

    Et andet program, eller kode som det hedder på programmørsprog, også udviklet under min Ph.D., beregner RT'en i det intergalaktiske medium (IGM), altså det næsten tomme rum mellem galakserne. Udover at vise os hvordan spektret fra galakserne omformes af det omkringliggende IGM, kunne vi også bruge den til at komme nærmere svaret på, hvornår en enigmatisk begivenhed kaldet Reionisations-epoken ("EoR"), fandt sted. Under denne forholdsvis korte epoke i Universets historie, som hænger sammen med dannelsen af de første galakser, gik det meste af Universet fra at være neutralt til at være ioniseret, og hvis vi vil vide alt om Universet — og det vil vi — skal vi også vide hvornår EoR var, hvordan den forløb, og hvad den gjorde ved Universet.
  •   • IGMtransfer (koden)
  •   • The Epoch of Reionization

  • Kosmisk støv:

    En meget vigtig ingrediens i Lyα RT er støv. Eftersom Lyα-fotonerne på deres vej ud af en galakse hele tiden støder ind i hydrogenatomer og ændrer retning, forlænges deres flugtvej enormt, og derfor vil selv en lille bitte smule støv blandet op i gassen være i stand til at absorbere en betydelig andel af fotonerne, og endda ændre spektrets form. Derfor implementerede jeg en model for støv i MoCaLaTA.
  •   • Støv

  • Gammaglimt:

    Gammaglimt (GRB'er) er ekstremt voldsomme eksplosioner der markerer døden for en meget tung stjerne (eller to kompakte objekter som neutronstjerner eller sorte huller). For at lære mere om disse mystiske objekters oprindelse og deres omgivelser, har jeg modificeret MoCaLaTA til at simulere RT for röntgen- og gammastråler, hvilket har gjort os i stand til at komme nærmere svaret på kompositionen af gassen omkring eksplosionen.
  •   • Gammaglimt
  •   • Sorte huller

  • Lyα-stråling fra "damped Lyα absorbere":

    Damped Lyα absorbere (DLA'er) er kolossale skyer af neutral hydrogen, der opdages som brede absorptionslinier i spektret af bagvedliggende kvasarer (eller andre klare objekter), og som menes at være oprindelsen til galakserne. Hvis de er dét, burde de også have kraftig stjernedannelse, og dermed kunne observeres ved deres udstråling af, især, Lyα. Det har man dog kun set meget få gange, så enhver ny opdagelse er stadig meget spændende. Derfor udfører vi til stadighed observationer af (metalrige) DLA'er vha. en delvist dansk bygget spektrograf kaldet X-shooter, monteret på VLT, der er et meget stort teleskop i Chile.
  •   • Damped Lyα absorbere og kvasarer